Telefontråds skåle

At flette med telefontråde har sin oprindelse i traditionelle græs fletteteknikker, og begyndte at blive udbredt i Sydafrika, for godt 40 år siden. Senzokuhle Wire Co blev dannet i 2005, og projektet har sin base på Elandsberg farm. Den ligger i den nordlige del af KwaZulu-Natal,  omgivet af forrevne bakker i det gamle Zululand. Zulu’erne i området overlever på subsistenslandbrug, lidt arbejde i byerne, hvis de kan finde det, og på offentlige tilskud og pensioner. Arbejdsløsheden i dette område er tæt på 80%.

Ideen med projektet er at give kvinder og mænd med håndværksmæssige færdigheder mulighed for at tjene nogle penge ved hjemmearbejde, ind imellem pasning af husdyr, marker og familie. Projektet har nu over 700 ”flettere” tilknyttede.